Virksomhedsplan

Virksomhedsplan for Allesø GF Fodbold

Formål

Med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale samvær at skabe de bedste mulige forhold for medlemmernes udøvelse af fodboldsporten herunder:

·         Fremme medlemmernes lyst til at lære og dygtiggøre sig i fodboldspillet

·         Skabe de bedst mulige rammer for et godt klubliv

·         Fremme medlemmernes lyst til at engagere sig og tage medansvar i klubben

 

Grundlæggende værdier

Fodbold som eneste aktivitet

Fodbold er Allesø GF Fodbolds eneste aktivitet. Det betyder, at Allesø GF Fodbold ikke engagerer sig i aktiviteter, som ikke direkte eller indirekte udspringer fra fodbolden eller den samlede forening.

Forening frem for forretning

Driften af Allesø GF Fodbold skal basere sig på en kombination af foreningsaktiviteter og de heraf afledte forretningsbaserede aktiviteter, idet forretningsbaserede indtægter er en forudsætning for at finansiere driften af Allesø GF Fodbold.

Men Alle GF Fodbold er først og fremmest en forening, hvilket betyder, at medlemmernes interesserer, adgang til banen og klubbens sociale liv skal have 1. prioritet i forhold til forretningsdelen.

Amatøridræt på højeste niveau

Allesø GF Fodbold er en bredde klub, hvorfor de sociale aspekter af klublivet går forud for de sportslige aspekter.

Allesø GF Fodbold vil give mulighed for dyrkelse af fodboldspillet på det højest mulige niveau på amatørbasis for alle medlemmer.

Det betyder, at klubben vil støtte op om idrætten med træning og økonomisk tilskud. Klubben er dog ikke villig til at betale spillere for at repræsentere Allesø GF Fodbold.

Forpligtende fællesskab

Allesø GF Fodbold bygger på et forpligtende fællesskab mellem medlemmer, forældre og frivillige. Det betyder, at klubben forventer en aktiv deltagelse fra medlemmerne i klubbens aktiviteter, sociale liv samt opgaver, som naturligt skal løses i forbindelse med klubbens foreningsaktiviteter, herunder kørsel til kampe.

De frivillige skal sikre, at rammerne for foreningsaktiviteten er på plads, men det er medlemmerne selv som skal udfylde rammerne.

Gensidig respekt, tolerance og god omgangstone

Allesø GF Fodbold skal være et rart sted at være for alle uanset alder og forudsætninger.

Derfor vægtes den gensidige respekt, tolerance og gode omgangstone mellem medlemmerne højt.

Breddeklub

Allesø GF Fodbold ønsker at være kendt som breddeklub i den måde, vi arbejder på og måden, hvorpå vi servicerer medlemmer og gæster. Ønsket om at være breddeklub skal gennemsyre arbejdet både internt i klubben og eksternt i forhold til klubbens sponsorer og samarbejdspartnere.

Attraktiv og rummelig fodboldklub for frivillige

Allesø GF Fodbold arbejder aktivt for at være en attraktiv og rummelig fodboldklub for frivillige. Det betyder, at der er fokus på trivsel og udvikling for frivillige, og at klubben aktivt arbejder for at sikre optimale arbejdsbetingelser. Ligeledes prioriteres det højt, at ansvar og selvstændig beslutningskompetence følges ad.

 

Bestyrelsens organisering

Bestyrelsen består af 9 personer, 7 medlemmer af bestyrelsen og 2 suppleanter, der vælges på generalforsamlingen i henhold til klubbens vedtægter. Bestyrelsen har ansvaret for ledelsen af klubben og træffer beslutninger i klubbens anliggender.

Bestyrelsen beslutter klubbens virksomhedsplan, værdigrundlag samt budget herunder målsætninger og delbudgetter for klubbens udvalg og forretningsområder.

Bestyrelsen fastsætter regler for ophold og adfærd på arealer underlagt fodboldklubben, og har ansvaret for at disse efterleves.

Roller i bestyrelsen

Formand

Formanden vælges af generalforsamlingen. Formanden indkalder og leder bestyrelsesmøderne og er klubbens politiske repræsentant i forhold til eksterne interessenter.

Kasserer

Kassereren vælges af generalforsamlingen. Kassereren står for den daglige bogføring og årlige regnskabsaflæggelse. Kassereren giver på hvert bestyrelsesmøde en status på økonomien i klubben.

Sekretær

Sekretæren vælges internt i bestyrelsen. Sekretæren tager referat af bestyrelsesmøderne og fører beslutningsprotokol. Referatet sendes ud til bestyrelsen og suppleanterne efter møderne.

Ungdomsansvarlig

Den ungdomsansvarlige vælges internt i bestyrelsen. Den ungdomsansvarlige står for den daglige kontakt til ungdomsafdelingen. Den ungdomsansvarlige sørger for at finde trænere til ungdomsholdene samt holdtilmelding af ungdomshold.

Senioransvarlig

Den senioransvarlige vælges internt i bestyrelsen. Den senioransvarlige står for den daglige kontakt til seniorafdelingen. Den senioransvarlige sørger for trænere til seniorholdene samt holdtilmelding af seniorholdene.

Dommeransvarlig

Den dommeransvarlige vælges internt i bestyrelsen. Den dommeransvarlige sørger for at finde dommere til alle kampe og turneringer, hvor dommerpåsætning er klubbens ansvar.